Mod på praktikpladser
Af: Jan H. Andersen, CTO hos IPW SystemsI en tid, hvor unges erhvervspraktik står over for udfordringer med vigende antal pladser, opfordrer Jan H. Andersen, CTO, i dette blogindlæg virksomheder til at udfordre deres mod og genopdage vigtigheden af at forme fremtidens arbejdskraft. Dette er ikke kun en chance for at give de unge indsigt i arbejdsmarkedet, men også en unik mulighed for virksomhederne for at sætte sig selv øverst på listen, når der i fremtiden skal søges job.
Bekymringer bag skrivebordet: det er ikke svært
Engang var erhvervspraktik i grundskolen fuldt obligatorisk, men desværre er det vigende, og det kniber med at finde praktikpladser. Det er en skam.Det er mit indtryk, at en del virksomheder ikke føler, at de rigtigt kan bidrage med noget til unge menneskers oplevelse af arbejdsmarkedet, og derfor tilbyder de ikke praktikpladser.
”Hvordan skal vi dog kunne underholde sådan en størrelse i en uge”, kan bekymringen lyde. “Vil de ikke bare blive skuffede, når de opdager, at de fleste programmører ikke sidder og udvikler fede spil? Risikerer vi ikke bare at skræmme dem væk tidligt?”
Det er måske nemmere at forholde sig til, hvad en brandmand, tømrer eller cykelsmed laver, men det er jo langt fra alle job, der er lige håndgribelige. Hvordan skal de unge mennesker få bare en flig af indsigt i alle ”skrivebordsjobbene”, som der efterhånden er mange af, hvis vi ikke lukker dem indenfor?
Naturligvis kan de sjældent få rigtige arbejdsopgaver – hverken i et softwarefirma eller de mange andre virksomheder, hvor både produkterne og redskaberne er meget lidt fysiske og kræver en del oplæring.
Det betyder bare ikke så meget for oplevelsen for en pige eller dreng fra 8-9. klasse, om opgaverne er helt rigtige eller ej. Find på noget, der ligner. Det er i sig selv en kæmpeoplevelse at få et skrivebord på et kontor. Så betyder det ikke det store, at de reelt sidder og leger med legoklodser, mens de voksne snakker om de rigtige opgaver omkring dem.